Deltag i Skraldiade!

Velkommen til Skraldiade!

Glæd dig – for nu er der snart Skraldiade for 5-8 årige børn i børnehaver og skoler i Faxe, Næstved, Ringsted, Slagelse, Sorø og Vordingborg.

Skraldiaden er en affaldskampagne, hvor der bliver sat fokus på affald, så det engagerer både børn og voksne. Kampagnen afsluttes med et skrald af en teaterforestilling.

AffaldPlus arrangerer kampagnen i samarbejde med KampagneKompagniet.

Historien om Reno

Skraldiaden bygger på en sjov og medrivende historie om skraldehelten Reno og hans gode ven Dyret. Sammen kæmper de mod store bunker af affald i skoven. Ligegyldia og Robert Rå mødes ofte ude i skoven. Kan de have noget med affaldsbunkerne at gøre? Historien rejser spørgsmålet: Hvor kommer alt affaldet fra? Det er et mysterium! For når Reno spørger folk, så er der ingen, der smider affald i skoven. Mystisk!!

Det bliver børnene, der skal hjælpe Reno. Han gør børnene til sine Affaldsdetektiver, og de bliver involveret i at opklare mysteriet om affaldsbunkerne.

”Affald er ikke bare affald, men en ressource”

De pædagogiske aktiviteter og skraldelegene vil inddrage børnene i problematikken og få dem til at forstå, at affald ikke bare er affald, men at det kan bruges til noget fornuftigt.

Børnene får breve fra helten Reno. De vil møde ham og Dyret, Ligegyldia og Robert Rå i skikkelse af professionelle skuespillere til Skraldiadeshowet, musicalen “Renos rene skov”.

Selve showet er målrettet børn i alderen 5-8 år, men de andre børn i institutionen eller på skolen kan selvfølgelig deltage i de mange lege og aktiviteter i Skraldiaden.

Alle deltagergrupper får bogen om Reno og cd’en med musikken fra musicalen – billedbøger til alle børnene og forskellige inspirationsmaterialer til det pædagogiske arbejde.

AffaldPlus og Kampagne-Kompagniet arrangerer affaldskampagnen. Læs mere om Skraldiaden, når du modtager brochuren og hold dig ajour med kampagnen på skraldiade.dk.

Vi glæder os til at se alle børnene til Skraldiade!!

Skraldiadeshow:

2. oktober, kl. 9.30 og 12.00

Ny Ridehus, Grønnegades Kulturcenter, Kvægtorvet, Næstved

Tilmelding og spørgsmål til:

Charlotte Juhl Vestergaard
Tel: 5575 0817

E-mail: cjv@affaldplus.dk

senest 29. juni 2017

Det praktiske:

Der er plads til 1.000 børn i kampagnen, pladserne fordeles efter først-til-mølle, der er mulighed for at komme på venteliste.

Når du mailer din tilmelding, er det vigtigt at du oplyser flg: Kommune, Skole/Inst., dit navn, dit mobilnr, din e-mail, alder/klassetrin på gruppen, dato for besøg i YZ/gbp*, antal personer (inkl. min 2 voksne pr. gruppe)

*Gruppen som du tilmelder skal:  Enten allerede have deltaget i et forløb i YderZonen (YZ) eller på en af genbrugspladserne (gbp). Skriv datoen for hvornår I var på besøg.

Eller skal være booket til et sådant forløb med gennemførelse inden Skraldiadeshowet (d. 2/10). Skriv datoen for hvornår I har en booking. Har du ikke allerede booket, så skynd dig ind på yderzonen.dk og book en tid.

Tilbud om bus: Hvis I har behov for det kan I blive kørt frem og tilbage i bus. Vi står for at arrangere dette med busselskabet.